Livet med Israel?

Hvor skal jeg hen?

2012-02-02T08:31:00.000-08:00

I november 2011 døde min far. Ja, det er da noget sørgeligt noget at starte en blog med, kunne man tænke. Men det er et faktum jeg er begyndt at leve med. Min far er død. Jeg ser ud på sneen og tænker tilbage til et billede min mor helt sikkert har taget for mange år siden. Det forestiller vores gårdsplads en vinterdag om eftermiddagen. Min far er i forgrunden, løbende og smilende med armen strakt bagiver, idet han i den højre stærke hånd trækker min storesøster og jeg på trækælken. Vi griner alle tre. Det er et billede der gør mig glad når jeg savner min far.

Men idag lever han stadig. Han lever hos Gud, i billedet, i minderne vi kan huske og i mit blod og i mit udseende. Jeg er min fars søn og det er jeg super stolt af.

Med min fars død står jeg pludselig lidt mere alene og ældre, end før. Jeg har stadig min dejlige mor og det er godt. Men livet er kommet lidt tættere på, og jeg fornemmer mere og mere at jeg skal tage beslutninger, som bliver altafgørende for min tid her på jorden. Samtidig glemmer jeg ikke det vigtigste.. der er et liv efter denne jord!

Hvor skal jeg hen? Jeg er som menneske på en vandring der varer ca. 65-90 år på denne jord. Måske mere måske mindre. Hvad skal mit liv indeholde? Hvilken vej skal jeg tage mht uddannelse, valg af kæreste, hustru, bil, computer eller liv som kristen? Nogle gange kan jeg ikke se hvor jeg skal hen, og så må jeg komme tilbage til udgangspunktet: hvem jeg virkelig er!

Og så ser jeg mig selv på kælken - jeg er min fars søn.

I mit liv som kristen rejser jeg ud i den store verden, og kan nogle gange næsten glemme hvor jeg kommer fra. Jeg kan jo sagtens finde nok at lave i denne verden, så at livet som kristen mere synes som en hobby jeg vælger til om søndagen. Men så har jeg glemt hvor jeg kommer fra!

For jeg er - som menneske - min fars søn/datter.

Du er skabt. Og du skal tage et valg - hvor skal du gå hen?

Jeg og Israelsmissionens Unge vælger at svaret skal være: - til Jesus. Tættere på Jesus.

Jeg ønsker dig en god rejse. Må du blive kaptajn for din egen mission - at komme tættere på Gud.

www.missionspiloter.dk

Guds formål med Israel og dig

2011-10-01T10:31:00.000-07:00

Jeg sidder pt herhjemme en lørdag aften og slapper af. Samtidig med det lytter jeg til Aarhus Valgmenigheds ledende præst Keld Dahlmann der taler om bofællesskaber og udvidede familier, der bevidst hjælper hinanden med at leve livet som kristne. Men hvordan er det vi skal levet livet som kristne? Hvad er meningen med vores liv her på jorden?

Jeg kender ikke det rigtige svar, men jeg er blevet mere og mere bevidst om at vi skal finde Guds ønske med dig, ved at kigge på Adam og Eva i Paradisets Have, kigge på folket Israel der levede i området som vi idag kender som Israel og kigge på Den ny himmel og den ny jord i Johannes' Åbenbaring.

Kort sagt, så skal vi leve med Gud, hånd i hånd, som Adam og Eva vandrede med Gud i Paradisets Have. Det er dét Gud vil med os. Det var det han ønskede at gøre med Adam og Eva, og det var dét han ville med folket Israel. Ja, vi ved jo godt at synden kom ind i Paradiset og at Gud og mennesket derved blev skilt ad. For ja, Gud kunne ikke længere gå hånd i hånd med mennesket fordi synden var kommet ind mellem de to parter, og denne adskillelse var og er Gud imod. Det er ikke sådan vi skal være, det er ikke sådan vi skal leve.

Gud søgte muligheder for at rette op på denne adskillelse, men synden var hele tiden inde i mennesket.

Israel blev redskabet for Gud. Med folket Israel, ville Gud vise verden, at Gud og mennesket kunne bo sammen igen, side om side, og måske hånd i hånd. Men folket Israel syndede stadig, og det lykkedes ikke for Gud at genoprette et Paradisisk fællesskab. Det var stadig synden, der skilte Gud fra mennesket.

Derfor skulle synden væk for at Paradis kunne genoprette.

Gud ofrede sig selv - gennem Jesus - for, ved at synden var på Jesus i dødstidspunktet, at Jesus kunne tage synden med væk fra forholdet mellem Gud og mennesket. Så nu er det fantastiske, at synden, ved tro på Jesus Kristus som død og opstået på trediedagen, ikke længere har en magt over mennesket. Nu kan mennesket blive fri for synden, og derved fjerne barrieren mellem Gud og mennesket. Nu kan mennesket igen leve tæt sammen med Gud, gå hånd i hånd, og igen leve i et genoprettet Paradis, som vi eks.vis kan læse om i Johannes Åbenbaring kap 21 og 22. Dette ser jeg som Guds formål med os. Vi bliver genoprettet med Gud ved at synden kommer væk. Sådan! Godt gjort Jesus! Jeg synes simpelthen at det er en fantastisk beretning og vildt at Guds Paradis nu allerede og endnu ikke er genoprettet. Israel var blot et redskab og du er målet!

At være gift - kristne med Israel?

2011-04-28T12:47:00.000-07:00

Så er jeg blevet gift! Det er vildt og tydelig mærkbar i min hverdag, idet jeg vågner op ved siden af et fantastisk menneske, jeg kommer hjem efter arbejde og siger træt hej til min hustru og jeg snakker dagen igennem med hende, inden jeg lukker øjnene om aftenen. Kort sagt, så er det en meget tryg tilværelse. Vi er ét og vejen til denne enhed har været fyldt med uvished, spændthed og frygt for at gøre noget forkert, så at den anden flygter skrigende væk.

Jeg er nu ikke blot mig selv, jeg er faktisk blevet til to, og mit navn er endda ændret til Peter Worm Madsen!

Livet som kristen er også forandret, når vi er gift med jøden Jesus. Jo, du læser rigtigt. Idet du sagde ja til Jesus, og nu tror på Jesus som Guds opstandne søn, så er du ikke længere dig selv - du er mindst to! Uden Jesus er der kun dig og en stræben efter at finde en mening med tilværelsen, men med Jesus og hans undervisning om livets essentielle indhold - kærligheden - så er du igang med et liv, hvor Jesus går med. Dette sker i dag vha Helligånden. Er det ikke vildt.. Du er derfor gift med Jesus, også selv om du er en mand. Du er gift med Jesus og kan derfor stå ud af sengen om morgenen, sige "Godmorgen" og tage på studie, gå på arbejde eller hvad du skal, sammen med Jesus (her er det faktisk bedre at være gift med Jesus, for han tager endda med dig på studie eller arbejde!!).

Jo jo, det er skønt at være gift og derved være to. Men det er endnu bedre at være gift med Jesus, og at vandre i tryghed med ham gennem livet her på jorden, indtil troen på Jesus vil føre enhver troende til Guds Rige, som er det endelige bryllup!

Jøderne leder også efter trygheden i livet, efter Jesus, men mange af dem ved det ikke endnu. Hjælp Israelsmissionens Unge med at invitere jøderne med til bryllup - en fest for jøderne, en fest hvor jøden Jesus vil tage dem med ind i det evige liv.

Se mere på www.ung.israel.dk

Hjælp - jeg skal giftes!

2011-01-09T01:05:00.000-08:00

Forsoning kan handle om mange ting. Forsoning kan nævnes i henhold til en krig eller konflikt, såsom den der i et utal af år har kørt nede i Israel, hvor Jerusalem er kernen i hele konflikten. Jøder og palæstinensere kæmper mod hinanden, fordi de begge lever i det sammen område - et område de begge mener at have ret til ifølge Gud.

Forsoning kan ske mellem to befolkningsgrupper, og her tænker jeg på de to grupper i Sydafrika, der for mange år siden kæmpede henholdsvis for og imod apartheid-styret; rige fik fordelene, og de fattige blev brugt og nedværdiget.

Men kære venner - forsoning kan også ske mellem mennesker, og dét i sig selv er en kamp nogle gange.

Jeg skal giftes - her i 2011 med min dejlige Cecilie. Det er vildt. Det er skønt, og det er fantastisk. Jeg glæder mig rigitg meget, men hold da op hvor er det samtidig stort! Jeg skal ikke længere være mig selv, men jeg skal dele alle ting med min kommende hustru! Og så er der selve forberedelserne til brylluppet - uha, hvor skal man dog være enige om alle mulige ting! Og hvordan løser man de udfordringer, som gør at man bider lidt af hinanden?
Hmm.. nogle gange, og det er meget forsimplet, men nogle gange skal Cecilie og jeg, når vi er oppe i det røde felt, så skal vi ganske enkelt have lidt at spise! Ja, det lyder simpelt, men det hjælper ofte på os begge. Enten mad eller søvn, så kan vi snakke om emnet igen.

Forsoning sker mellem to personer, og ofte skal der støtte til, for at starte forsoningens proces. De kunne omtales som igangssættere.

I alt dette kan jeg også finde mig selv i en forsoningsproces med Gud. Hvor er vi henne, Gud og mig? Hvor tæt er vi? Jeg savner Gud nogle gange, men er bevidst omkring at Gud ikke er gået væk fra mig, men at det istedet er mig der har bevæget mig væk fra Gud på grund af alle mulige forstyrrelser i mit liv. Jeg vil gerne bruge mere tid på Gud, på min skaber, og på forsoningens skaber. Tak Gud, fordi du er i mit liv. Tak Gud for forosningens kunst.

Jeg bliver forsonet med min kommende hustru gennem samtale, fælles at spise et måltid, at mødes efter at vi begge har sovet en nats søvn og ved at være fælles. Jeg håber at jeg kan finde lignende igangsættere, når forsoningen mellem Gud og menneske skal genskabes. Hvordan bliver du forsonet med dine venner? Hvor er Gud henne i dit liv?

IU arbejder med forsoning indtil 26. marts 2011, hvor vi har vores Generalforsamling i Christiansgården, bag ved Christianskirken, Frederikshaldgade 15, 8200 Århus N.

At forsone sig med sig selv!

2010-08-04T06:09:00.001-07:00

Jeg er alene hjemme i Århus. Min kæreste Cecilie er blevet uddannet sygeplejerske, og har fundet den ultimative udfordring indenfor faget: at rejse til Bodø i Nordnorge og udfordre sig selv som sygeplejerske på et plejehjem helt deroppe hvor sommeren er kold og hvor solen dog ikke går ned, mere end to-tre timer. Så hun er i Bodø og jeg er i Århus. Hmm.. hvordan kaperer jeg lige dét? Jeg er faktisk vant til, og dejlig glad for al den tid jeg bruger sammen med hende, for det er sundt, godt og udfordrende for et parforhold. Men nu er jeg mig og kun mig, indtil sidst i august! Ja, jeg ved godt at jeg har venner omkring mig - men når jeg tager hjem fra arbejde på IU-kontoret, så kan jeg ikke lige besøge hende og snakke med hende.. men jeg kan tage hjem og være sammen med mig selv. Det er en udfordring synes jeg, men jeg skal nok klare det. Det er bare spændende, pludselig at skulle bruge SÅ meget tid på mig selv.

Jeg skal ind i en tid, hvor jeg udfordres til at forsone mig med mig selv og mine behov som menneske, som Peter Madsen, som arbejdende og som et menneske med venner og hobbies. Hvad vil jeg bruge tiden på? Hvem er jeg? Kan jeg eksempelvis li' at sidde hjemme hos mig selv og læse en god bog, kun afbrudt af kaffen der skal drikkes og siderne der skal vendes? Eller vil jeg drukne mig selv i mere arbejde, når nu Cecilie ikke er hjemme? Eller vil jeg pleje mine venskaber og styrke dem indtil Cecilie er hjemme igen?

Det er en rejse ind i mig selv, fordi jeg er.. mig selv. Og det kommer til at handle om hvem jeg er. Kan jeg forsone mig med den jeg er? Erkender jeg at den jeg nu engang er, bruger tid på enten for meget arbejde, for meget bog-læsning eller drukner jeg mig i ligegyldige ting og ligegyldige ansvarsposter?

Jeg er spændt på den næste måned, og håber at jeg retrospektivt kan forsone mig med de valg jeg har taget på vegne af mig selv?

Vi ses på den anden side!

Striglen er et menneske?

2010-06-06T07:29:00.000-07:00

Jeg var løbet op til Fitness World for at træne en lille times tid, og var nået til den første maskine. Bag ved mig stod hun, hende der havde sendt mig en vred mail, hende jeg var bange for og meget vred mod. Pludselig stod hun der og jeg sad der. Vi havde ikke forberedt ordene, vi havde ikke planlagt hvad vi skulle sige, gøre eller andet.
Og derfor begyndte vi at snakke. Snakke om fortiden, snakke om de ting vi havde gjort mod hinanden, og de ting vi ikke havde gjort. Vi var ærlige og var enige om at vi gerne ville snakke med den anden. Løst og fast blev diskuteret - forskelle, fortid og vores fordomme mod den anden blev diskuteret med smil og latter til følge. Jo, vi havde haft et had mod den anden, men ikke længere. Tiden havde virkelig helet sårene, og nu var vi enige om at vi i fremtiden kunne mødes og hilse pænt på hinanden. Jeg følte det som det første skridt mod forsoning. Det var godt, impulsivt og Guds virke - Tak Gud for dette første skridt.

Forsoning er godt nok svært!

2010-05-08T04:11:00.001-07:00

Jeg vil blot skrive et par ord om det tema som Israelsmissionens Unge kører fra marts 2010 til marts 2011 - Forsoning. For hvad er det for et ord, og hvad gør det for mig i mit liv? Ja, jeg læser Eva og Jonathans fede beretninger om Musalahas ture og processer nede i Israel, og jeg læser deres blogs på hjemmesiden ung.israel.dk og bliver inspireret til forsoning..

..men så åbnede jeg eksempelvis en mail her den anden dag, hvor en tidligere ven i to linier viste mig, at jeg for lang tid siden havde lavet en stor fejl, behandlet personen uretfærdigt og at jeg IKKE er tilgivet. Personen er stadig sur, hvilket de to linier fortalte mig mere end noget andet. Jeg er så ikke enig med personen i at jeg lavede en fejl, men sådan er det jo altid - det er en konflikt i sin egen nøddeskal!!

Forsoning.. ? SKAL jeg død og pine arbejde for forsoning med denne fjende i Århus? Skal jeg - inden marts 2011 - tage ud, besøge personen, og blive forsonet med denne? Nogle gode kristne venner siger at jeg skal give det hele noget mere tid, og så håbe på at jeg engang i fremtiden bliver forsonet med personen.. Andre gode kristne venner siger at jeg gøre det i morgen, for så vil i overmorgen være en endnu bedre oplevelse!!

Jeg kan mærke at forsoning vil være godt - på den anden side, altså når jeg HAR forsonet mig med min fjende her i Århus, - men jeg synes at vejen dertil er så lang, og jeg frygter mødet med fjenden - får jeg at vide hvordan personen ser mig? Vil mit selvværd lide et nederlag? Vil det lykkedes os at blive forsonet med fortiden og vores fejl?
- og vil jeg nå det inden marts 2011?

Jeg er glad for at Israelsmissionens Unge provokerer mig til at se mulighederne for forsoning, jage efter mulighederne for at komme fjendskabet til livs (som de gamle siger), og så tror jeg virkelig på en bedre verden, hvis vi alle - mig selv inklusive - tør gøre det! Tør "gøre" forsoning i min hverdag i Århus, Danmark! De gør det jo gennem Musalaha i Israel/PA - så kan vi vel også her?

Forsoning - det bliver en god udfordring!
- og jeg skal nok skrive HVIS det lykkedes mig at blive forsonet med personen inden marts 2011.

Mvh Peter

Påsken fra Israel

2010-04-08T06:18:00.000-07:00

Jeg sidder på mit værelse i Århus og tænker på dén påsketid, som vi netop har fejret i hele Danmark. Jeg har arbejdet for IU og vi har haft dejligt travlt med påskeundervisning i Pinsekirken, påskemåltid i IMU og LMU-foreninger, og undervist 3-6.klasser i påskens oprindelse, samt set The Passion of the Christ, som endnu engang tog mig med storm.

Påsken kom, den tog os ind i beretningen om Jesus, og nu sidder jeg på den anden side og kunne godt bruge lidt mere tid. Tid til at læse beretningerne igen, tid til at studere Jerusalem-kort, grave mig ned under Via Dolorosa og dér gå sammen med alle de jøder, som dén dag gik omkring Jesus.

Hmm, påsken troede jeg at jeg kendte, men jeg opdager hver gang noget nyt, og det synes jeg er SÅ fedt! Og Danmark modtager også en undervisning fra IU, som fortæller dem hvor påsken virkelig kommer fra - Israel, og folkets gamle historie! Jeg glæder mig allerede til påsken næste år.

Nu har vi forået hos os, hvilket på en måde også spejler hele påskens historie - sneen og vinteren er væk, og foråret er kommet med det ene formål, at gøre vores liv lysere og varmere.
Tak Jesus, at du tog mørket på dig, og gjorde det muligt for mig at stå badet i lys!

Den ukendte jøde i Århus

2010-03-08T23:57:00.001-08:00

Jeg kender en veninde, der er bundet af sin tavshedspligt, og det er godt nok træls! Men det er hun jo, så jeg kan ikke lirke noget ud af hende.. Jeg kan ikke lirke ud af hende, hvem det er hun snakkede med for år tilbage. Damen, som hun besøgte og passede et sted i Århus og som tog hendes opmærksomhed gang efter gang med hendes historier fyldt med spænding, død, romantik og hvad ved jeg. Jeg ved blot at denne gamle dame, som sidder et sted i Århus, er jøde og er overlevende fra Holocaust; overlevende fra en koncentrationslejr i Tyskland. Samtidig ved jeg at kvinden er bange og at hun kun finder tillid ved denne person, der ikke må fortælle så meget, at man kan finde ud af hvem den ældre dame er.
Jeg vil gerne besøge hende. Damen. Sætte mig ned foran hende med en kop kaffe i hånden, med en optager liggende på bordet, og derefter være stolt over at få det privilegium at rejse med hende ind i hendes fortid - en fortid som dansk jøde i 1940'erne i Danmark - at leve et liv i frygt for nazismen, der i resten af Europa slagtede jøder. Hendes frygt var dengang velbegrundet. Jeg vil høre hendes historie, og jeg vil tage hjem derfra, velvidende at jeg bærer rundt på et liv i optageren. Det gælder for mig blot om at få den ud - få fortalt unge i Danmark at 2. Verdenskrig blev oplevet af mennesker, som var unge som de. Mennesker som den dag idag stadig kan sige ".. og så skete det for mig, at..". Men disse mennesker er gamle for det er over 60 år siden at de oplevede krigen og rædslerne. Derfor er det endnu vigtigere at unge i Danmark undervises i krigen, Holocaust, læser bøgerne..
Jeg vil gerne mæde damen i Århus - den jødiske kvinde. Jeg vil vise hende respekt ved at lytte til hende, vise hende min opmærksomhed og interesse i hendes fortællinger. For de er livs-vigtige. For hende, og for min egen generation.
- dumme tavshedspligt :-)

På kaostur for at fortælle om Israel

2010-03-02T05:17:00.001-08:00

Den 1. marts 2010 skulle jeg om aftenen tage tog og bus til byen Sejerslev syd for Nykøbing Mors for den næste dag at fortælle om Israel, for en flok konfirmander. Da jeg stod på banegården, ringede den ansvarshavende præst og sagde at busserne ikke passede sammen. Jeg cyklede derpå tilbage, satte mig ind i bilen og bad GPS'en føre mig til Sejerslev. Den førte mig ud på mortorvejen, nordpå og førte mig ad mindre veje op til et færgeleje ved Fjekkersten eller sådan noget, hvor den sidte færge var afsejlet kl. 18, klokken var nu 21. Jeg svedte pludseligt.. GPS'en vidste jo ikke hvad klokken var eller hvornår den sidste færge sejlede, så den havde troet at dette var den hurtigste mulighed. Jeg pustede ud, kiggede på kortet og kørte nu syd mod Thisted, en større omvej, der førte mig ud på en times rundtur, før jeg ad mindre veje, endelig kom til præsteboligen i Sejerslev! Turen havde taget 3 timer! Jeg sov godt, og fik holdt mit halvanden times foredrag d. 2. marts. Nu er jeg godt hjemme igen, - altid glad for at fortælle unge konfirmander om "kristendommens jødiske rødder".
Hvad gør man ikke for at fortælle om Israel?
Mvh Peter

Hvad er Israel?

2010-02-19T01:12:00.000-08:00

Mit første møde med landet Israel og folket Israel var i 1999 da jeg var volontør dernede i Jerusalem fra januar til august - et super godt halvt år! Jeg mødte dér Den danske Kirke (Israelsmissionen) gennem Jens Arne Skjøtt og Bodilm og så mødte jeg Ordet og Israel gennem Ulrik og Berit Bagger i Joffi-lejligheden. Min baggrund havde forinden været KFUM-K i Bording, Midtjylland, som jeg egentlig havde været fuld tilfreds med. Jeg kan blot sige at det halve år i Israel i 99 fik åbnet mine øjne for læsning af bibelen. Jeg gik på en måde rundt i Bibelens historier, når jeg samtidig gik rundt i Israel. Jo jo, der var bygget kirker overalt i Israel på de steder hvor Jesus havde udført mirakler, havde sovet og spist.. men det var ok, for jeg var på de steder, hvor bibelberetninger temmelig sikkert var foregået! Her havde Bibelen sit hjemsted. Det var hér at søndagsskole-historierne kom fra. Det var her at min tro som kristen kunne finde sin identitet!

Landet Israel, som vi vesterlændinge kender det, er delt op i Israel som udnævnt stat i 1948 og så området Palæstina, der er et landområde hvor de resterende indbyggere; arabere og palæstinensere, bor efter Israels oprettelse i 1948. Lad mig sige det kort; dette landområde, som er mindre end Jylland - er en heksekedel! Og hvorfor er det nu det? Jeg har selv en mening om det, som jeg gerne vil bringe, men vil høre hvad du mener? Skriv gerne:

En start på en Israels-rejse...

2010-02-18T14:16:00.000-08:00

Kære Blog. Jeg skriver til dig fordi jeg nok.. skal til at gå igang med en rejse. Det bliver en rejse tilbage i tiden til mit første møde med landet og folket Israel, og en rejse til hvor jeg er nu og en rejse til hvor jeg selv - og Israelsmissionens Unge - skal hen i tiden der kommer. Dette er nok mest af alt en blog, hvor jeg skriver omkring mit arbejde for Israelsmissionens Unge - hvad vi laver i Danmark, hvilke tanker jeg har som deres ungdomssekretær, hvilke drømme jeg har for arbejdet og hvad vi arbejder med lige nu. Mest af alt håber jeg at denne blog viser vores vandring med Gud, Israels Gud og unge danskeres Gud. Vi ses herinde. Mvh Peter Madsen, IU