Jeg er alene hjemme i Århus. Min kæreste Cecilie er blevet uddannet sygeplejerske, og har fundet den ultimative udfordring indenfor faget: at rejse til Bodø i Nordnorge og udfordre sig selv som sygeplejerske på et plejehjem helt deroppe hvor sommeren er kold og hvor solen dog ikke går ned, mere end to-tre timer. Så hun er i Bodø og jeg er i Århus. Hmm.. hvordan kaperer jeg lige dét? Jeg er faktisk vant til, og dejlig glad for al den tid jeg bruger sammen med hende, for det er sundt, godt og udfordrende for et parforhold. Men nu er jeg mig og kun mig, indtil sidst i august! Ja, jeg ved godt at jeg har venner omkring mig - men når jeg tager hjem fra arbejde på IU-kontoret, så kan jeg ikke lige besøge hende og snakke med hende.. men jeg kan tage hjem og være sammen med mig selv. Det er en udfordring synes jeg, men jeg skal nok klare det. Det er bare spændende, pludselig at skulle bruge SÅ meget tid på mig selv.
Jeg skal ind i en tid, hvor jeg udfordres til at forsone mig med mig selv og mine behov som menneske, som Peter Madsen, som arbejdende og som et menneske med venner og hobbies. Hvad vil jeg bruge tiden på? Hvem er jeg? Kan jeg eksempelvis li' at sidde hjemme hos mig selv og læse en god bog, kun afbrudt af kaffen der skal drikkes og siderne der skal vendes? Eller vil jeg drukne mig selv i mere arbejde, når nu Cecilie ikke er hjemme? Eller vil jeg pleje mine venskaber og styrke dem indtil Cecilie er hjemme igen?
Det er en rejse ind i mig selv, fordi jeg er.. mig selv. Og det kommer til at handle om hvem jeg er. Kan jeg forsone mig med den jeg er? Erkender jeg at den jeg nu engang er, bruger tid på enten for meget arbejde, for meget bog-læsning eller drukner jeg mig i ligegyldige ting og ligegyldige ansvarsposter?
Jeg er spændt på den næste måned, og håber at jeg retrospektivt kan forsone mig med de valg jeg har taget på vegne af mig selv?
Vi ses på den anden side!
