Jeg var løbet op til Fitness World for at træne en lille times tid, og var nået til den første maskine. Bag ved mig stod hun, hende der havde sendt mig en vred mail, hende jeg var bange for og meget vred mod. Pludselig stod hun der og jeg sad der. Vi havde ikke forberedt ordene, vi havde ikke planlagt hvad vi skulle sige, gøre eller andet.
Og derfor begyndte vi at snakke. Snakke om fortiden, snakke om de ting vi havde gjort mod hinanden, og de ting vi ikke havde gjort. Vi var ærlige og var enige om at vi gerne ville snakke med den anden. Løst og fast blev diskuteret - forskelle, fortid og vores fordomme mod den anden blev diskuteret med smil og latter til følge. Jo, vi havde haft et had mod den anden, men ikke længere. Tiden havde virkelig helet sårene, og nu var vi enige om at vi i fremtiden kunne mødes og hilse pænt på hinanden. Jeg følte det som det første skridt mod forsoning. Det var godt, impulsivt og Guds virke - Tak Gud for dette første skridt.
