Den ukendte jøde i Århus

Jeg kender en veninde, der er bundet af sin tavshedspligt, og det er godt nok træls! Men det er hun jo, så jeg kan ikke lirke noget ud af hende.. Jeg kan ikke lirke ud af hende, hvem det er hun snakkede med for år tilbage. Damen, som hun besøgte og passede et sted i Århus og som tog hendes opmærksomhed gang efter gang med hendes historier fyldt med spænding, død, romantik og hvad ved jeg. Jeg ved blot at denne gamle dame, som sidder et sted i Århus, er jøde og er overlevende fra Holocaust; overlevende fra en koncentrationslejr i Tyskland. Samtidig ved jeg at kvinden er bange og at hun kun finder tillid ved denne person, der ikke må fortælle så meget, at man kan finde ud af hvem den ældre dame er.
Jeg vil gerne besøge hende. Damen. Sætte mig ned foran hende med en kop kaffe i hånden, med en optager liggende på bordet, og derefter være stolt over at få det privilegium at rejse med hende ind i hendes fortid - en fortid som dansk jøde i 1940'erne i Danmark - at leve et liv i frygt for nazismen, der i resten af Europa slagtede jøder. Hendes frygt var dengang velbegrundet. Jeg vil høre hendes historie, og jeg vil tage hjem derfra, velvidende at jeg bærer rundt på et liv i optageren. Det gælder for mig blot om at få den ud - få fortalt unge i Danmark at 2. Verdenskrig blev oplevet af mennesker, som var unge som de. Mennesker som den dag idag stadig kan sige ".. og så skete det for mig, at..". Men disse mennesker er gamle for det er over 60 år siden at de oplevede krigen og rædslerne. Derfor er det endnu vigtigere at unge i Danmark undervises i krigen, Holocaust, læser bøgerne..
Jeg vil gerne mæde damen i Århus - den jødiske kvinde. Jeg vil vise hende respekt ved at lytte til hende, vise hende min opmærksomhed og interesse i hendes fortællinger. For de er livs-vigtige. For hende, og for min egen generation.
- dumme tavshedspligt :-)

På kaostur for at fortælle om Israel

Den 1. marts 2010 skulle jeg om aftenen tage tog og bus til byen Sejerslev syd for Nykøbing Mors for den næste dag at fortælle om Israel, for en flok konfirmander. Da jeg stod på banegården, ringede den ansvarshavende præst og sagde at busserne ikke passede sammen. Jeg cyklede derpå tilbage, satte mig ind i bilen og bad GPS'en føre mig til Sejerslev. Den førte mig ud på mortorvejen, nordpå og førte mig ad mindre veje op til et færgeleje ved Fjekkersten eller sådan noget, hvor den sidte færge var afsejlet kl. 18, klokken var nu 21. Jeg svedte pludseligt.. GPS'en vidste jo ikke hvad klokken var eller hvornår den sidste færge sejlede, så den havde troet at dette var den hurtigste mulighed. Jeg pustede ud, kiggede på kortet og kørte nu syd mod Thisted, en større omvej, der førte mig ud på en times rundtur, før jeg ad mindre veje, endelig kom til præsteboligen i Sejerslev! Turen havde taget 3 timer! Jeg sov godt, og fik holdt mit halvanden times foredrag d. 2. marts. Nu er jeg godt hjemme igen, - altid glad for at fortælle unge konfirmander om "kristendommens jødiske rødder".
Hvad gør man ikke for at fortælle om Israel?
Mvh Peter