At forsone sig med sig selv!

Jeg er alene hjemme i Århus. Min kæreste Cecilie er blevet uddannet sygeplejerske, og har fundet den ultimative udfordring indenfor faget: at rejse til Bodø i Nordnorge og udfordre sig selv som sygeplejerske på et plejehjem helt deroppe hvor sommeren er kold og hvor solen dog ikke går ned, mere end to-tre timer. Så hun er i Bodø og jeg er i Århus. Hmm.. hvordan kaperer jeg lige dét? Jeg er faktisk vant til, og dejlig glad for al den tid jeg bruger sammen med hende, for det er sundt, godt og udfordrende for et parforhold. Men nu er jeg mig og kun mig, indtil sidst i august! Ja, jeg ved godt at jeg har venner omkring mig - men når jeg tager hjem fra arbejde på IU-kontoret, så kan jeg ikke lige besøge hende og snakke med hende.. men jeg kan tage hjem og være sammen med mig selv. Det er en udfordring synes jeg, men jeg skal nok klare det. Det er bare spændende, pludselig at skulle bruge SÅ meget tid på mig selv.

Jeg skal ind i en tid, hvor jeg udfordres til at forsone mig med mig selv og mine behov som menneske, som Peter Madsen, som arbejdende og som et menneske med venner og hobbies. Hvad vil jeg bruge tiden på? Hvem er jeg? Kan jeg eksempelvis li' at sidde hjemme hos mig selv og læse en god bog, kun afbrudt af kaffen der skal drikkes og siderne der skal vendes? Eller vil jeg drukne mig selv i mere arbejde, når nu Cecilie ikke er hjemme? Eller vil jeg pleje mine venskaber og styrke dem indtil Cecilie er hjemme igen?

Det er en rejse ind i mig selv, fordi jeg er.. mig selv. Og det kommer til at handle om hvem jeg er. Kan jeg forsone mig med den jeg er? Erkender jeg at den jeg nu engang er, bruger tid på enten for meget arbejde, for meget bog-læsning eller drukner jeg mig i ligegyldige ting og ligegyldige ansvarsposter?

Jeg er spændt på den næste måned, og håber at jeg retrospektivt kan forsone mig med de valg jeg har taget på vegne af mig selv?

Vi ses på den anden side!

Striglen er et menneske?

Jeg var løbet op til Fitness World for at træne en lille times tid, og var nået til den første maskine. Bag ved mig stod hun, hende der havde sendt mig en vred mail, hende jeg var bange for og meget vred mod. Pludselig stod hun der og jeg sad der. Vi havde ikke forberedt ordene, vi havde ikke planlagt hvad vi skulle sige, gøre eller andet.
Og derfor begyndte vi at snakke. Snakke om fortiden, snakke om de ting vi havde gjort mod hinanden, og de ting vi ikke havde gjort. Vi var ærlige og var enige om at vi gerne ville snakke med den anden. Løst og fast blev diskuteret - forskelle, fortid og vores fordomme mod den anden blev diskuteret med smil og latter til følge. Jo, vi havde haft et had mod den anden, men ikke længere. Tiden havde virkelig helet sårene, og nu var vi enige om at vi i fremtiden kunne mødes og hilse pænt på hinanden. Jeg følte det som det første skridt mod forsoning. Det var godt, impulsivt og Guds virke - Tak Gud for dette første skridt.

Forsoning er godt nok svært!

Jeg vil blot skrive et par ord om det tema som Israelsmissionens Unge kører fra marts 2010 til marts 2011 - Forsoning. For hvad er det for et ord, og hvad gør det for mig i mit liv? Ja, jeg læser Eva og Jonathans fede beretninger om Musalahas ture og processer nede i Israel, og jeg læser deres blogs på hjemmesiden ung.israel.dk og bliver inspireret til forsoning..

..men så åbnede jeg eksempelvis en mail her den anden dag, hvor en tidligere ven i to linier viste mig, at jeg for lang tid siden havde lavet en stor fejl, behandlet personen uretfærdigt og at jeg IKKE er tilgivet. Personen er stadig sur, hvilket de to linier fortalte mig mere end noget andet. Jeg er så ikke enig med personen i at jeg lavede en fejl, men sådan er det jo altid - det er en konflikt i sin egen nøddeskal!!

Forsoning.. ? SKAL jeg død og pine arbejde for forsoning med denne fjende i Århus? Skal jeg - inden marts 2011 - tage ud, besøge personen, og blive forsonet med denne? Nogle gode kristne venner siger at jeg skal give det hele noget mere tid, og så håbe på at jeg engang i fremtiden bliver forsonet med personen.. Andre gode kristne venner siger at jeg gøre det i morgen, for så vil i overmorgen være en endnu bedre oplevelse!!

Jeg kan mærke at forsoning vil være godt - på den anden side, altså når jeg HAR forsonet mig med min fjende her i Århus, - men jeg synes at vejen dertil er så lang, og jeg frygter mødet med fjenden - får jeg at vide hvordan personen ser mig? Vil mit selvværd lide et nederlag? Vil det lykkedes os at blive forsonet med fortiden og vores fejl?
- og vil jeg nå det inden marts 2011?

Jeg er glad for at Israelsmissionens Unge provokerer mig til at se mulighederne for forsoning, jage efter mulighederne for at komme fjendskabet til livs (som de gamle siger), og så tror jeg virkelig på en bedre verden, hvis vi alle - mig selv inklusive - tør gøre det! Tør "gøre" forsoning i min hverdag i Århus, Danmark! De gør det jo gennem Musalaha i Israel/PA - så kan vi vel også her?

Forsoning - det bliver en god udfordring!
- og jeg skal nok skrive HVIS det lykkedes mig at blive forsonet med personen inden marts 2011.

Mvh Peter

Påsken fra Israel

Jeg sidder på mit værelse i Århus og tænker på dén påsketid, som vi netop har fejret i hele Danmark. Jeg har arbejdet for IU og vi har haft dejligt travlt med påskeundervisning i Pinsekirken, påskemåltid i IMU og LMU-foreninger, og undervist 3-6.klasser i påskens oprindelse, samt set The Passion of the Christ, som endnu engang tog mig med storm.

Påsken kom, den tog os ind i beretningen om Jesus, og nu sidder jeg på den anden side og kunne godt bruge lidt mere tid. Tid til at læse beretningerne igen, tid til at studere Jerusalem-kort, grave mig ned under Via Dolorosa og dér gå sammen med alle de jøder, som dén dag gik omkring Jesus.

Hmm, påsken troede jeg at jeg kendte, men jeg opdager hver gang noget nyt, og det synes jeg er SÅ fedt! Og Danmark modtager også en undervisning fra IU, som fortæller dem hvor påsken virkelig kommer fra - Israel, og folkets gamle historie! Jeg glæder mig allerede til påsken næste år.

Nu har vi forået hos os, hvilket på en måde også spejler hele påskens historie - sneen og vinteren er væk, og foråret er kommet med det ene formål, at gøre vores liv lysere og varmere.
Tak Jesus, at du tog mørket på dig, og gjorde det muligt for mig at stå badet i lys!

Den ukendte jøde i Århus

Jeg kender en veninde, der er bundet af sin tavshedspligt, og det er godt nok træls! Men det er hun jo, så jeg kan ikke lirke noget ud af hende.. Jeg kan ikke lirke ud af hende, hvem det er hun snakkede med for år tilbage. Damen, som hun besøgte og passede et sted i Århus og som tog hendes opmærksomhed gang efter gang med hendes historier fyldt med spænding, død, romantik og hvad ved jeg. Jeg ved blot at denne gamle dame, som sidder et sted i Århus, er jøde og er overlevende fra Holocaust; overlevende fra en koncentrationslejr i Tyskland. Samtidig ved jeg at kvinden er bange og at hun kun finder tillid ved denne person, der ikke må fortælle så meget, at man kan finde ud af hvem den ældre dame er.
Jeg vil gerne besøge hende. Damen. Sætte mig ned foran hende med en kop kaffe i hånden, med en optager liggende på bordet, og derefter være stolt over at få det privilegium at rejse med hende ind i hendes fortid - en fortid som dansk jøde i 1940'erne i Danmark - at leve et liv i frygt for nazismen, der i resten af Europa slagtede jøder. Hendes frygt var dengang velbegrundet. Jeg vil høre hendes historie, og jeg vil tage hjem derfra, velvidende at jeg bærer rundt på et liv i optageren. Det gælder for mig blot om at få den ud - få fortalt unge i Danmark at 2. Verdenskrig blev oplevet af mennesker, som var unge som de. Mennesker som den dag idag stadig kan sige ".. og så skete det for mig, at..". Men disse mennesker er gamle for det er over 60 år siden at de oplevede krigen og rædslerne. Derfor er det endnu vigtigere at unge i Danmark undervises i krigen, Holocaust, læser bøgerne..
Jeg vil gerne mæde damen i Århus - den jødiske kvinde. Jeg vil vise hende respekt ved at lytte til hende, vise hende min opmærksomhed og interesse i hendes fortællinger. For de er livs-vigtige. For hende, og for min egen generation.
- dumme tavshedspligt :-)

På kaostur for at fortælle om Israel

Den 1. marts 2010 skulle jeg om aftenen tage tog og bus til byen Sejerslev syd for Nykøbing Mors for den næste dag at fortælle om Israel, for en flok konfirmander. Da jeg stod på banegården, ringede den ansvarshavende præst og sagde at busserne ikke passede sammen. Jeg cyklede derpå tilbage, satte mig ind i bilen og bad GPS'en føre mig til Sejerslev. Den førte mig ud på mortorvejen, nordpå og førte mig ad mindre veje op til et færgeleje ved Fjekkersten eller sådan noget, hvor den sidte færge var afsejlet kl. 18, klokken var nu 21. Jeg svedte pludseligt.. GPS'en vidste jo ikke hvad klokken var eller hvornår den sidste færge sejlede, så den havde troet at dette var den hurtigste mulighed. Jeg pustede ud, kiggede på kortet og kørte nu syd mod Thisted, en større omvej, der førte mig ud på en times rundtur, før jeg ad mindre veje, endelig kom til præsteboligen i Sejerslev! Turen havde taget 3 timer! Jeg sov godt, og fik holdt mit halvanden times foredrag d. 2. marts. Nu er jeg godt hjemme igen, - altid glad for at fortælle unge konfirmander om "kristendommens jødiske rødder".
Hvad gør man ikke for at fortælle om Israel?
Mvh Peter

Hvad er Israel?

Mit første møde med landet Israel og folket Israel var i 1999 da jeg var volontør dernede i Jerusalem fra januar til august - et super godt halvt år! Jeg mødte dér Den danske Kirke (Israelsmissionen) gennem Jens Arne Skjøtt og Bodilm og så mødte jeg Ordet og Israel gennem Ulrik og Berit Bagger i Joffi-lejligheden. Min baggrund havde forinden været KFUM-K i Bording, Midtjylland, som jeg egentlig havde været fuld tilfreds med. Jeg kan blot sige at det halve år i Israel i 99 fik åbnet mine øjne for læsning af bibelen. Jeg gik på en måde rundt i Bibelens historier, når jeg samtidig gik rundt i Israel. Jo jo, der var bygget kirker overalt i Israel på de steder hvor Jesus havde udført mirakler, havde sovet og spist.. men det var ok, for jeg var på de steder, hvor bibelberetninger temmelig sikkert var foregået! Her havde Bibelen sit hjemsted. Det var hér at søndagsskole-historierne kom fra. Det var her at min tro som kristen kunne finde sin identitet!

Landet Israel, som vi vesterlændinge kender det, er delt op i Israel som udnævnt stat i 1948 og så området Palæstina, der er et landområde hvor de resterende indbyggere; arabere og palæstinensere, bor efter Israels oprettelse i 1948. Lad mig sige det kort; dette landområde, som er mindre end Jylland - er en heksekedel! Og hvorfor er det nu det? Jeg har selv en mening om det, som jeg gerne vil bringe, men vil høre hvad du mener? Skriv gerne:

En start på en Israels-rejse...

Kære Blog. Jeg skriver til dig fordi jeg nok.. skal til at gå igang med en rejse. Det bliver en rejse tilbage i tiden til mit første møde med landet og folket Israel, og en rejse til hvor jeg er nu og en rejse til hvor jeg selv - og Israelsmissionens Unge - skal hen i tiden der kommer. Dette er nok mest af alt en blog, hvor jeg skriver omkring mit arbejde for Israelsmissionens Unge - hvad vi laver i Danmark, hvilke tanker jeg har som deres ungdomssekretær, hvilke drømme jeg har for arbejdet og hvad vi arbejder med lige nu. Mest af alt håber jeg at denne blog viser vores vandring med Gud, Israels Gud og unge danskeres Gud. Vi ses herinde. Mvh Peter Madsen, IU